Om Schweiss - historie og baggrund

Schweissarbejde - et jagtligt speciale

At træne og arbejde med schweisshunde er en livslang proces, som man aldrig bliver færdiguddannet i. Schweissarbejdet er nemlig langt mere end blot arbejdet i den lange rem.

Schweissarbejdet er en meget gammel jagtlig disciplin, over hundrede år gammel, og dermed omgærdet af mange traditioner. Fælles for det, vi nu opfatter som traditioner, er dog, at de alle er blevet til i en praktisk anvendelig sammenhæng. 

Schweissarbejde var - og er - et jagtligt speciale, der kræver særlig viden indenfor områder som jagtvåben, dyrekroppens reaktion på et traume, skudtegn, biologiske fund på et anskudssted, vildtets levevis og meget mere.

Tilsvarende krævede schweissarbejdet - i hvert fald oprindelig - også kendskab til jagthornssignaler og til de såkaldte brudtegn, der opstod som et resultat af schweisshundeførerens behov for at kunne kommunikere, dels indbyrdes på eftersøgninger, men også med skytten, der havde skudt til det eftersøgte dyr.

I dag har moderne elektronik såsom gps og mobiltelefoner i vid udstrækning overtaget denne kommunikation. Alligevel har de urgamle kommunikationsmidler været så grundfæstede, at de har overlevet frem til vore dages schweissarbejde. Generation efter generation af schweisshundeførere har båret dem med sig, og det gør vi stadig den dag i dag. Mange af de ting, du støder på når du er på schweissprøve, er således en reminiscens af den måde, schweisshundeførerne oprindelig kommunikerede på.

Uanset om man tilstræber at komme i schweissregistret eller man træner schweiss af andre årsager, så bør man have et grundlæggende kendskab til schweissarbejdets traditioner. I hvert fald så meget, at man har en ide om, hvorfor man på schweissprøverne stadig præsenteres for afbrækkede grene og jagthornsblæsning. Schweissarbejdet er nemlig ikke bare sporarbejde, det er et stykke jagtkultur, der har vist sig så duelig, at det har overlevet frem til i dag, og stadig lever i bedste velgående.

Jægerhilsenen

Hvis du på en schweissprøve - eller på jagt - mødes med ordene "Waidmanns Heil", så er der absolut ingen grund til forargelse.

"Waidmanns Heil" er en urgammel hilsen jægere imellem, men også en lykønskning, hvis man har haft jagtheld - eller, som schweisshundefører, har fundet det eftersøgte vildt.

Tager du på schweissprøve i Tyskland vil du givetvis blive mødt af denne hilsen, der i sin oprindelige form altså indeholder både en velsignelse af jagtlykken og et helt almindeligt "davs". Du skal bare nikke høfligt og svare "Waidmanns Dank", og så har du måske fået en ny ven.

De første schweisshunde

Schweissarbejdet er grundlagt i Tyskland på de store jagtrevirer, hvor man, faktisk tilbage til middelalderen, har haft et særdeles veludviklet jagtvæsen. Baggrunden for schweissarbejdet skal findes i det arbejde, som i århundreder blev udført af de såkaldte "leithunde" - ledehunde, som man måske også kunne kalde dem. Disse hunde blev ført i lang rem og arbejdede på kold, sund fod af en enkelt hjort. Når leithundene havde udredt sporet og fundet dyret, blev der indledt en jagt på det pågældende dyr. Det kan måske lyde underligt, men her skal man huske, at man ikke altid har gået på jagt med skydevåben. Klovbærende vildt jagede man derfor oftest enkeltvis, tit som en form for parforcejagt, hvor et hundekobbel - der kunne bestå af 50-100 hunde - blev sluppet på fod af den hjort, som Leithunden forudgående havde sporet.

Fra Leithund til schweisshund

Det angives i visse optegnelser, at leithundene var tre år under uddannelse, og altså dermed mindst fire år gamle før de kom på jagt. Leithundene var i høj kurs, og de blev passet og ført på jagt af særligt uddannede folk.

Efterhånden som skydevåbnene i 16-1700 tallet vandt indpas, ændredes behovet for sporhunde. Hvor hundene tidligere blev sat ind før jagten, var der nu mere brug for dem efter jagten til at finde det døde eller anskudte vildt på de bjerg- og skovrige tyske jagtterræner. Og hvad var så mere naturligt end at bruge leithundene til det job? Disse hunde var i generationer blevet brugt til at følge færten af frisk fod i den lange rem og i et roligt tempo, så det har næppe været svært at omskole hundene til sporarbejde efter skuddet.

Efterhånden opstod der en hel kultur omkring disse hunde, der blev kaldt schweisshunde da schweiss, i jagtlig sammenhæng, er det tyske ord for blod. Arbejdet med schweisshundene blev varetaget af jagtligt uddannede personer, der ikke lavede andet end at arbejde med disse specialiserede brugshunde. Der opstod særlige fagudtryk, som i vid udstrækning er blevet eksporteret til blandt andet Danmark sammen med schweissarbejdet. Det er udtryk som, ja, schweiss - der nu er blevet et begreb - men også ord som "waidskud" og "totverbeller", for bare at nævne et par enkelte andre.

Jagthornet

Det er indlysende at jagthornet oprindelig havde en væsentlig funktion for schweisshundeføreren. En eftersøgning på fod af anskudt kronvildt eller vildsvin kunne med lethed bringe schweisshund og fører mange kilometer væk fra det øvrige jagtselskab, og det var her, at hornsignalerne havde deres betydning. Når dyret var fundet og affanget, blæste schweisshundeføreren over det, og de øvrige jægere var dermed orienteret om udfaldet af eftersøgningen. Hver vildtart havde - og har stadig - sit signal. Var man jæger kunne man derfor, blot ved at lytte til jagthornet, få information om, ikke alene at dyret var forendt, men også hvilken vildtart, det drejede sig om.

At jagthornsblæsning så siden hen er blevet en decideret kunstart, der dyrkes på højt plan, er noget helt andet, men oprindelig havde jagthornet en meget praktisk funktion - og har det vel egentlig stadig, i hvert fald når det handler om større selskabsjagter.

I schweisssammenhæng møder vi i nutiden primært jagthornet på schweissprøverne. Dels når prøven begynder og slutter, blæses af og på, men også ude på selve schweisssporet, hvor der blæses over dyret, når hund og fører har udredt prøvesporet og fundet det udlagte skind.

Jagtbrud og schweissbrud

Jagthornet var dog ikke den eneste måde at meddele sig på i hine tider.

En af de tyske jægerskikke er de såkaldte brud, der er afbrækkede grene som, alt efter deres størrelse, udseende og placering, fungerer som et meddelelsesmiddel jægere i mellem.

Bruddene var noget man brugte allerede i forbindelse med leithundene, når de havde opsporet et stykke vildt. I takt med at schweissarbejdet udviklede sig, kom der flere og flere typer af brud, der var relateret direkte til schweissarbejdet. Hvert eneste brud fortæller sin historie, og kender man den, er man i stand til at meddele de væsentligste oplysninger om en anskydning og eftersøgning, bl.a. dyrets køn og flugtretning, alene ved hjælp af afbrækkede grene, og den måde de placeres på i skovbunden. De fleste af schweissbruddene påhviler det faktisk skytten, der har skudt til dyret, at lave - som information til schweisshundeføreren. Her skal kun nævnes to typer af brud, nemlig anskudsbruddet, der er en gren stukket ned i jorden, og stående ret op på det sted, hvor dyret stod, da kuglen traf det. Det andet væsentlige brud er skyttebruddet. Skyttebruddet tog schweisshundeføreren oprindelig når han havde fundet, og måske også affanget, det eftersøgte dyr.

Et skyttebrud skal have tre kviste på, og - hvis det skal være helt rigtigt - dyppes i schweiss fra det forendte dyr. Dernæst overrækker schweisshundeføreren skyttebruddet til jægeren, som herefter forventes at brække en kvist af til hunden og en kvist til schweisshundeføreren. Schweisshundeføreren fæstner sit brud i sin krave, hundens brud sættes i dens halsbånd.

Og så er cirklen sluttet for det er præcis derfra, i hundens halsbånd, at schweissbruddene oprindelig tog sit udgangspunkt.

Når leithundene, schweisshundenes forgængere, stod fast i sporet, på fod af sundt vildt og overgav dyret til de almindelige jægere og hundekoblet, så tog dens fører et brud og satte i Leithundens halsbånd. Alle kunne således se, at denne hund havde opsporet vildt til jægerne og deres jagthunde, og dermed gjort sin pligt.

Tradition og fornyelse

I nutidens schweissarbejde vil man møde en reminiscens af anskudsbruddet og skyttebruddet når man er på schweissprøve.

På tre-timers prøverne vil der typisk være et anskudsbrud, som angiver hvor schweisssporet starter. Når hund og fører har udredt sporet får de, på såvel 3 som 20 timers prøverne, af dommeren overrakt en form for skyttebrud, typisk et brud til hunden og et brud til hundeføreren.

Dette brud vil i de fleste egne af landet oftest være fra bøg, hvilket ikke er så underligt, eftersom det er det løvtræ, vi har flest af i de danske skove. Det er dog sådan, at, ifølge traditionen skal brud tages fra træer af typerne eg, el, fyr, gran eller

ædelgran, og det er altså faktisk ikke korrekt at bruge bøg. Så når der på danske schweissprøver tages brud af bøg, kan man måske sige, at vi har såvel tradition som fornyelse med indover.

Den lange rem

Schweisshundeførerens vigtigste redskab er den lange rem, der er bindeleddet mellem schweisshunden og hundeføreren. Som jeg allerede har været inde på et par gange, så er schweissarbejde primært arbejdet i den lange rem. Første forudsætning for at have succes som schweisshundefører er, at hunden kan spore og arbejde i schweissremmen. Det ved alle schweisshundeførere. På den baggrund er der derfor ikke noget underligt i, at schweisshundeførerne gennem tiden har udviklet en særlig måde at arrangere schweissremmen på, når de færdedes almindeligt med deres hund ved siden.

Det specielle arrangement af schweissremmen gør nemlig, at remmen kan bruges til at føre hunden i, nærmest som en almindelig kort snor. Samtidig signalerer det karakteristiske arrangement af schweissremmen til alle med bare et mindstemål af kendskab til jagt, at her kommer en schweisshundefører med sin schweisshund. Udover at man, meget praktisk, på den måde altid har haft sin schweissrem lige ved hånden, tror jeg nu også, at man oprindelig har ønsket at fortælle omverdenen, at man var schweisshundefører. For det var vigtig funktion, som man sikkert nok - og med god grund - har været stolt af.

Også denne tradition har overlevet frem til i dag, og man ser - godt nok dog mest i Tyskland - stadig schweisshundeførere, der på jagt, og ved prøvernes start, stiller med deres schweisshunde ved siden iført korrekt schweissmæssigt arrangeret schweissrem.

Om man selv vil give sig i kast med denne måde at føre hund i schweissremmen, er selvfølgelig ganske valgfrit. Man bør dog have kendskab til hvordan man arrangerer sin schweissrem schweissmæssigt korrekt, for det er - om noget - indbegrebet af schweisstraditionerne.

Om ikke andet, så kan man jo, når man sidder og fumler med at få sin schweissrem korrekt arrangeret vælge at betragte det som ens egen, personlige hyldest til en ældgammel tradition og til godt gammelt jægerhåndværk, for det er det nemlig også, schweissarbejdet.